Nogle oplevelser sætter sig i kroppen, før de sætter sig i ordene. Billederne her er fra en sådan oplevelse udenfor Lagos i Nigeria. Et landskab, der folder sig ud i lag. En rolig iagttagelse på nært hold. En bevægelse højt over jorden. Øjeblikke, der hver især fortæller noget forskelligt – og tilsammen minder mig om, hvorfor det betyder noget at skifte perspektiv.

Når jeg bevæger mig i naturen, bliver jeg opmærksom på, hvor meget der foregår samtidig. Det store landskab med sine strukturer, tætheder og overgange. De små detaljer, hvor liv tilpasser sig, finder føde, gemmer sig, overlever. Og så bevægelsen – ørnen i luften, der uden synlig anstrengelse læser vind, afstand og retning. Alt hænger sammen, men kan kun forstås, hvis man både ser helheden og detaljen.

Som arkitekt og landskabsarkitekt er det en måde at se verden på. Jeg arbejder med rum, der skal fungere i hverdagen, over tid og for mange forskellige mennesker. Det kræver opmærksomhed på skala, tempo og sammenhænge. Et sted opleves aldrig kun fra én vinkel – det skifter karakter afhængigt af, hvor man står, hvordan man bevæger sig, og hvad man har med sig.

Men oplevelser som disse handler ikke kun om faglighed. De handler også om at være til stede. Om at give plads til nysgerrighed og undren uden nødvendigvis at skulle konkludere noget. At se et dyr i sit eget tempo. At lade blikket vandre i landskabet. At følge noget i bevægelse uden at skulle styre retningen.

Jeg tror på, at det personlige og det professionelle hænger tættere sammen, end vi ofte giver plads til. Den måde, vi oplever verden på, former den måde, vi arbejder på. For mig er det vigtigt at bevare forbindelsen mellem sansning og analyse, mellem oplevelse og beslutning.

Billederne her er ikke dokumentation af et projekt. De er en påmindelse. Om at gode løsninger – i landskaber såvel som i livet – ofte opstår, når vi tager os tid til at se i flere skalaer. Og når vi tør skifte perspektiv undervejs.