Nogle oplevelser sætter sig i kroppen, før de sætter sig i ordene. Billederne her er fra en sådan oplevelse udenfor Lagos i Nigeria. Et landskab, der folder sig ud i lag. En rolig iagttagelse på nært hold. En bevægelse højt over jorden. Øjeblikke, der hver især fortæller noget forskelligt – og tilsammen minder mig om, hvorfor det betyder noget at skifte perspektiv.

Når jeg bevæger mig i naturen, bliver jeg opmærksom på, hvor meget der foregår samtidig. Det store landskab med sine strukturer, tætheder og overgange. De små detaljer, hvor liv tilpasser sig, finder føde, gemmer sig, overlever. Og så bevægelsen – ørnen i luften, der uden synlig anstrengelse læser vind, afstand og retning. Alt hænger sammen, men kan kun forstås, hvis man både ser helheden og detaljen.

Som arkitekt og landskabsarkitekt er det en måde at se verden på. Jeg arbejder med rum, der skal fungere i hverdagen, over tid og for mange forskellige mennesker. Det kræver opmærksomhed på skala, tempo og sammenhænge. Et sted opleves aldrig kun fra én vinkel – det skifter karakter afhængigt af, hvor man står, hvordan man bevæger sig, og hvad man har med sig.

Men oplevelser som disse handler ikke kun om faglighed. De handler også om at være til stede. Om at give plads til nysgerrighed og undren uden nødvendigvis at skulle konkludere noget. At se et dyr i sit eget tempo. At lade blikket vandre i landskabet. At følge noget i bevægelse uden at skulle styre retningen.

Jeg tror på, at det personlige og det professionelle hænger tættere sammen, end vi ofte giver plads til. Den måde, vi oplever verden på, former den måde, vi arbejder på. For mig er det vigtigt at bevare forbindelsen mellem sansning og analyse, mellem oplevelse og beslutning.

Billederne her er ikke dokumentation af et projekt. De er en påmindelse. Om at gode løsninger – i landskaber såvel som i livet – ofte opstår, når vi tager os tid til at se i flere skalaer. Og når vi tør skifte perspektiv undervejs.

De vigtigste opdagelser i mit arbejde er ikke kommet ved skrivebordet eller på byggepladsen, men på lange gåture. Gerne om vinteren. Gerne i stilhed. Og gerne i et tempo, hvor tankerne kan følge med kroppen.

Billederne her er fra sådan en tur. Sneen dæmper lydene, lyset står lavt, og landskabet viser sin struktur uden blade, farver og distraktioner. Træernes skelet, sporene i sneen, den langsomme bevægelse fremad. Selv den lille slæde, min datter trækker efter sig, bliver en påmindelse om, at bevægelse ikke handler om hastighed – men om retning.

Som arkitekt og landskabsarkitekt har jeg i mange år arbejdet med at forme rammer for andres liv - legepladser, byrum, skoler, parker og steder, hvor mennesker mødes, bevæger sig og opholder sig. Fagligt har jeg fundet, at de bedste løsninger ikke opstår i det hurtige, men i det grundige, det sanselige og det nærværende. Det samme gælder privat.

Når jeg går gennem et vinterlandskab, ser jeg ikke natur. Jeg ser rum, skala, overgangszoner, materialer og spor af brug. Sneen afslører, hvor mennesker faktisk går - ikke hvor stien var tegnet. Lyset viser, hvordan orientering og ophold ændrer sig over dagen. Det er observationer, jeg tager med mig.

Men turene handler ikke om arbejde. De handler om at være til stede. Om at give plads til tanker, tvivl, ideer og samtaler, der ellers bliver skubbet til side i hverdagen. At gå er for mig både restitution og refleksion - en måde at forbinde det personlige og det professionelle.

Gode rum opstår, når vi selv tager os tid til at være i dem. Når vi mærker landskabet, vejret og tempoet. De her billeder er et lille udsnit af det. Et øjebliksbillede af bevægelse, stilhed og opmærksomhed.

Og måske også en invitation - til at gå lidt langsommere - og mærke lidt mere.