De vigtigste opdagelser i mit arbejde er ikke kommet ved skrivebordet eller på byggepladsen, men på lange gåture. Gerne om vinteren. Gerne i stilhed. Og gerne i et tempo, hvor tankerne kan følge med kroppen.

Billederne her er fra sådan en tur. Sneen dæmper lydene, lyset står lavt, og landskabet viser sin struktur uden blade, farver og distraktioner. Træernes skelet, sporene i sneen, den langsomme bevægelse fremad. Selv den lille slæde, min datter trækker efter sig, bliver en påmindelse om, at bevægelse ikke handler om hastighed – men om retning.

Som arkitekt og landskabsarkitekt har jeg i mange år arbejdet med at forme rammer for andres liv - legepladser, byrum, skoler, parker og steder, hvor mennesker mødes, bevæger sig og opholder sig. Fagligt har jeg fundet, at de bedste løsninger ikke opstår i det hurtige, men i det grundige, det sanselige og det nærværende. Det samme gælder privat.

Når jeg går gennem et vinterlandskab, ser jeg ikke natur. Jeg ser rum, skala, overgangszoner, materialer og spor af brug. Sneen afslører, hvor mennesker faktisk går - ikke hvor stien var tegnet. Lyset viser, hvordan orientering og ophold ændrer sig over dagen. Det er observationer, jeg tager med mig.

Men turene handler ikke om arbejde. De handler om at være til stede. Om at give plads til tanker, tvivl, ideer og samtaler, der ellers bliver skubbet til side i hverdagen. At gå er for mig både restitution og refleksion - en måde at forbinde det personlige og det professionelle.

Gode rum opstår, når vi selv tager os tid til at være i dem. Når vi mærker landskabet, vejret og tempoet. De her billeder er et lille udsnit af det. Et øjebliksbillede af bevægelse, stilhed og opmærksomhed.

Og måske også en invitation - til at gå lidt langsommere - og mærke lidt mere.